Af: Kirsten-Elisabeth Nielsen
Et samarbejde om at puste nyt liv i håndboldsporten på Høje Kolstrup er netop indledt mellem HKB’s håndboldafdeling og Rønshoved Skolehjem. Håndboldklubbens formand Ulla Kristensen og Skolehjemmets forstander Jens Jacob L. Madsen glæder sig til det nye samarbejde.
”Ideen til projektet i Høje Kolstrup opstod af flere årsager,” fortæller Jens Jacob L. Madsen. ”Jeg selv har en baggrund som spiller, træner og med forskellige ledelsesfunktioner for velfungerende børn og voksne. Jeg blev opmærksom på Høje Kolstrups situation på et tidspunkt hvor bydelen stadig var på ghettolisten og tænkte at jeg kunne lave noget med håndbold, som havde større dybde end at træne børn eller voksne, som havde let ved at klare de krav og normer, som vi stiller i klubberne.”
Godt samvær og integration
Under møder med Høje Kolstrup Boldklubs bestyrelse voksede ideen. Den udmøntede sig blandt andet i flere børnehold og større fokus på integration og Jens Jacob L. Madsens rolle ændredes fra træner til organisator. En støttegruppe blev etableret med udelukkende rådgivende og støttende funktion. Heri sidder allehånde folk med erfaring fra idrætsverdenen såvel som på det sociale område.
”Med baggrund i Høje Kolstrup Boldklubs forening – koblet sammen med Rønshoved Skolehjems organisation, vil vi skabe nogle fora, hvor børn kan mødes, lære sociale regler, have en sund og sjov fritid og hvor håndboldsporten er midlet og et godt samvær og integration er målet,” fortsætter Skolehjemmets forstander.
Når håndboldprojektets forankring sker i både HKB og Rønshoved Skolehjem skyldes det projektets størrelse.”Vi søger penge i forskellige fonde, finder trænere og organiserer kørsel og PR. Derfor er det vigtigt at der er fylde bagved,” fortæller Jens Jacob L. Madsen. ”Desuden har vi på Rønshoved Skolehjem erfaringer med at gå ud og arbejde i samt støtte familier i at blive inkluderet i både skole- og fritidstilbud.” I den forbindelse skal dannes et netværk af lokale kræfter indenfor idræts- og socialområdet, som skal gøre børnene/de unge og deres familier opmærksomme på aktiviteter og muligheder.
Håndboldkaravanen på besøg
Og startskuddet til det nye samarbejde er allerede gået. Fredag den 19. august fik Høje Kolstrup besøg af Håndboldkaravanen under Jysk Håndboldforbund. Her blev i alt 132 børn fra Høje Kolstrup Skoles 0. – 3. klasse samt fra Rønshoved Skolehjem introduceret til håndboldens spændende verden.
”Vi havde en rigtig hyggelig og sjov dag,” fortæller Ulla Kristensen, HKB, "og klubben glæder sig til at byde såvel nye som gamle spillere velkommen. Vi kan takket være nye trænere tilbyde håndbold til både drenge og piger i alderen fra 5 år op til 12-13 år. Der trænes både mandag og onsdag. De første 3 uger er gratis, så nye børn lige kan "snuse" til bolden, før de bliver medlem,” tilføjer den lokale håndboldformand.
4-årigt projekt
Det nye håndboldprojekt er 4-årigt. I opstartsperioden vil der være forskellige aktiviteter, blandt andet i et samarbejde mellem HKB og Fritidsklubben Huset. Ud over orienterings- og forældremøder vil der for eksempel blive arrangeret streethåndbold, besøg af kendte spillere samt samarbejde med en ”storklub” med mulighed for at se kampe og tale med kendte håndboldspillere. Initiativtagerne gør i øvrigt opmærksom på, at såvel flere trænere som en økonomisk håndsrækning stadig er meget velkomment.
|